Hos Elmelund tror vi på, at alle mennesker har en plads i livet. At vi alle er lige meget værd, og at vi skal tilbydes de bedst mulige rammer for at få lov til at blomstre og få mest muligt ud af tilværelsen.
På Elmelund lever vi vores værdier, hver dag. Det gør vi i vores omgang med de unge mennesker og i de succeser vi hjælper dem med at skabe, i den måde vi går til dem på. Værdierne er noget vi taler om, og de er vores daglige rettesnore for vores måde at gøre tingene på.
Næstekærlighed – Anerkendelse - udvikling – fællesskab
Tilbud:
Elmelund er en selvejende institution under Jysk Børneforsorg/Fredehjem.
Jysk Børneforsorg er en non-profit organisation, som arbejder for at sikre gode levevilkår for udsatte og sårbare unge, voksne og familier. Foreningen har tilknyttet mere end 200 forskellige sociale indsatser, hvor de selvejende institutioner er en bærende del.
På Elmelund kan du gå i skole (STU, Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse), være i erhvervsafklaring (Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats), beskyttet beskæftigelse (Serviceloven § 103) eller aktivitets- og samværstilbud (Serviceloven § 104).
Elmelund er også en socialøkonomiske virksomhed, hvor vi bl.a. laver sociale partnerskaber med lokale virksomheder i Thy, mhp. at fremme særlige sociale og samfundsgavnlige formål. Det primære formål med vores social økonomisk virksomhed er at fremme beskæftigelse for udsatte grupper.
Udover dagbeskæftigelse tilbyder Elmelund anbringelse af unge under 18 år (Barnets lov § 43), socialpædagogisk støtte (Serviceloven § 85) i opgangsfællesskab, midlertidigt botilbud (Serviceloven § 107) og længevarende botilbud (Serviceloven § 108).
Målgruppe:
Borgere med varige kognitive og mentale handicap, kombineret med fx autisme, ADHD, angst, OCD m.fl.
Der er tale om borgere, som er i stand til at deltage i en eller anden form for arbejds- eller uddannelsesfællesskab.
Formål:
Vi arbejder hver dag med unge mennesker, der har brug for menneskelig og pædagogisk støtte for at udfolde sig i livet. Vi er til for at sætte retning og skabe mening og tilbyde forløb i relation til at bo, arbejde, uddanne sig og leve et aktivt fritidsliv.
Optagelse og pladser:
Vi har 13 afdelinger, 4 afdelinger til dagbeskæftigelse, hvor pladserne kan anvendes fleksibelt til STU, erhvervsafklaring, beskyttet beskæftigelse, aktivitets- og samværstilbud. 9 afdelinger til botilbud/socialpædagogisk støtte, med pladser der kan anvendes fleksibelt til anbringelse, socialpædagogisk støtte, midlertidigt botilbud og længevarende botilbud.
Alle pladser er med løbende optag.
Speciale:
Elmelund er et specialiseret tilbud, med en bred vifte af faggrupper; lærere, pædagoger, SOSU-assistenter, kostvejleder, seksualvejleder, autismepilot, sygeplejerske, socialrådgiver m.fl.
På Elmelund møder du medarbejdere med vidt forskellig baggrund, som arbejder for at skabe mening og små sejre hos de unge mennesker.
Vi arbejder ud fra en ressourcefokuseret og anerkendende tilgang (KRAP) og ligeværdighed.
Vores fornemste opgaver er at være talentspejder, at få øje på og udfolde de mange evner og talenter vores unge mennesker allerede har og med tiden tilegner sig.