CSV Vejle

Region
Syddanmark
Antal
100 pladser
Botilbud
Nej

CSV Vejle

Ungdomsuddannelse for unge med særlige behov (STU) er for unge, som ikke kan gennemføre en anden ungdomsuddannelse.

Formålet med uddannelsen er, at de unge opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt og eventuelt til videre uddannelse og beskæftigelse.

Vi har unge med f.eks. udviklingshæmning, autismespektrumforstyrrelse, ADHD, psykiske lidelser i øvrigt, multihandicaps, bevægelseshandicaps, erhvervet hjerneskade, samt unge der er skoletrætte og ønsker at arbejde med praktisk håndværk.

Den unges uddannelse er individuelt tilrettelagt i et tæt samarbejde med den unge, forældrene, UU-vejleder samt øvrige samarbejdspartnere.

Vores STU er delt på tre forskellige matrikler. Eleverne er tilknyttet den matrikel, som de funktionelt har størst udbytte af i forhold til relevant undervisning, behov for støtte, mulighed for at knytte fællesskaber og venskaber, der rækker ud over den særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse og gode praktikmuligheder.
Vi har løbende opstart.

Vi har særligt fokus på:

Alternativ supplerende kommunikation (ASK). Det kan være i form af IT redskaber, tegn til tale, billedkommunikation m.m. Vores mål er, at den unge kan kommunikere og gøre sig forståelig i alle forhold i livet: uddannelse, bosted, fritid og beskæftigelse.

Et tilbud til unge, der efterspørger håndværksmæssige færdigheder inden for almindelige pedelfunktioner og som ønsker støtte til deres personlige og sociale udvikling i samværet med andre mennesker. Det er hovedsagligt et praktisk tilrettelagt uddannelsestilbud for ”skoletrætte” unge.

Almen Voksenuddannelse (AVU) – virtuel undervisning i dansk, matematik og engelsk. Her er der er mulighed for at tage eksamen fra G-niveau (9.kl.) og op til D-niveau (mellem 10. kl. og gymnasiet niveau).

Ud over det faste skema arrangerer vi sommerfestival, julemarked, lejrskoler i ind- eller udland, heldagsture ud af huset og kulturelle oplevelser (teater, biograf, restaurant m.m.).

Vi bevæger os i undervisningen. Undervisning tilrettelægges med bevægelse for øje. Der tilbydes idræts- og fitnessaktiviteter, aktiviteter ude i naturen, gå og løbehold m.m.

Læse-skrive teknologi med særligt fokus på AppWriter. Til de unge, som har brug for støtte til at læse og skrive.

Ungeliv, fællesskab, venner og gode relationer. Et ungemiljø med kammerater og et godt forhold til personalet. Vi har respekt og lydhørhed for de unges ønsker og drømme.
Vi søger at skabe de bedste forudsætninger for, at den unge får en god start på STU og at den unge kommer godt videre efter STU.

De tre matrikler:

  1. STU Flegborg (Flegborg 13, 7100 Vejle) ligger midt i Vejle centrum, 5 min. gang fra tog og bus. Byrummet (gågaden, butikker, caféer osv.) inddrages i undervisningen.
  2. STU Solsikkevej (Solsikkevej 6, 7100 Vejle) er Krystallen, CSV Erhverv, Q-klassen og V-klassen. Den omkringliggende skov og øvrige natur bruges i undervisningen. Der kører bybus lige til døren. Der er gode grønne områder til f.eks. fodbold, basketball, discgolf, krolf og andre udendørs aktiviteter. På Solsikkevej findes festivalplads, aktivitetsredskaber, gymnastiksal, musiklokale og værksted.
  3. STU Brejning (Brejning Østergade 12, 7080 Børkop) er en stor selvstændig bygning indrettet til elever med multihandicap og elever med behov for 1-1 tilbud i rolige og naturmæssige ideelle omgivelser. Bygningen omkranses af en stor have med trampolin, gynge og bålsted. Der gøres brug af den storslåede natur, havnen og de omkringliggende butikker.

Adresse

CSV Vejle
Solsikkevej 6
7100 Vejle

Forstander

Uffe Carlsen

Etableret

2007