Korte svar på korte spørgsmål
Hvem kan optages på STU?
Alle unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov, der ikke har mulighed for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse.
Kan kommunen nægte at tilbyde STU på grund af for stort handicap?
Nej, det kan kommunen ikke. Heller ikke selvom det vurderes, at man ikke kan klare de foreskrevne 840 timers undervisning pr. år.
Hvornår kan man begynde på STU?
Man kan tidligst begynde efter undervisningspligtens ophør, men husk at alle har ret til et 10. skoleår inden starten på STU.
Hvor længe kan man vente med at begynde på STU?
Man kan allersenest begynde på STU, dagen før man fylde 25 år.
Kan man sige ”nej tak” til STU?
Ja, det kan man, men man kan også foreslå kommunen, at man venter f.eks. et par år med at starte, selvom kommunen har vurderet, at man tilhører målgruppen for STU. Hvis man vælger at udskyde starten, er kommunen forpligtet til at fremsætte et andet tilbud, der tager udgangspunkt i handicappets sværhedsgrad.
Er der frit valg af STU?
Nej, det er der ikke, men kommunen skal ved afgørelsen lægge betydelig vægt på dine ønsker.
Koster det noget at gå på STU?
Undervisningen er gratis, og hvis det vurderes, at der er behov for et hjælpemiddel for at kunne gennemføre STU, skal det også bevilges. Som udgangspunkt er transport mellem bolig og STU er gratis, men der kan være særlige forhold, der skal afklares inden start.
Kan man klage over kommunens STU-afgørelser?
Ja, nogle afgørelser kan man klage over, men ikke alle. Ring eller skriv til Klagenævnet for Specialundervisning. Der er ingen udløb af klagefrist.
Se uddybende om STU-loven